Mette Borup, der i øjeblikket sidder i Kenya, har anmeldt "Adoptionshåndbogen". Vi siger mange tak for anmeldelsen
Bogen kan købes her Adoptionshåndbogen
_______________________________________________________________________________
Anmeldelse af Adoptionshåndbogen
Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet af den længe ventede Adoptionshåndbog – men jeg ved at jeg har fået noget andet og mere end det jeg forventede.
Bogen er opdelt i to dele hvoraf anden del er klart mere faglig ”tung” end første del. Delene og kapitlerne kan læses uafhængigt af hinanden – specielt i bogens anden del giver det rigtig god mening at ”plukke” i emnerne.
I bogens første del beskrives det adopterede barns udfordringerne i familien, i dagtilbud og i skole. Jeg synes emner og fagbegreber beskrives på en meget fin og ”nede på jorden” måde og forfatterne formår at bruge meget personlige historier på en fin og konstruktiv måde uden at nogen ”hænges ud”.
I bogens anden del beskrives særlige fokusområder – som fx tilknytningsforstyrrelse – og hvordan man gennem forskellige terapeutiske retninger kan hjælpe barnet. Slutteligt i anden del er der beskrevet lidt omkring den rådgivning man kan (eller har kunnet) modtage i ”det offentlige Danmark” – denne del er naturligvis sårbar overfor udefrakommende ændringer.
Sidst, men absolut ikke mindst, rummer bogen en meget fin litteraturliste som er opdelt efter bogens kapitler (og dermed også emner). Forfatterne vedkender sig hermed at de gaber over et meget stort og komplekst emne som umuligt kan rummes i en håndbog på 300 sider. Med denne litteraturliste gøres det meget nemt for læseren at søge yderligere information indenfor et givent emne.
Bogen henvender sig til forældre og andre pårørende til adopterede børn samt de fagpersoner som møder og arbejder med de adopterede børn i daginstitution og skole. Jeg vil klart anbefale at der skabes plads på bogreolen til Adoptionshåndbogen.
Ud over den nævnte målgruppe tænker jeg faktisk også at mange forældre til biologiske børn kan have gavn af mange af emnerne og tankerne i bogen. Det kan aldrig være skidt at lytte til- og se sit barn – og dertil synes jeg der gives mange gode redskaber i Adoptionshåndbogen.
- Bogen er anmeldt af Mette Borup (AV brugernavn MetteB) Bogen kan købes her: http://adoptionsverden.dk/boeger-og-film-1/voksenboeger-28/adoptionshaandbogen-af-iben-krarup-hoegsberg-og-anette-buch-illing-592.html
|